Hr. støverjæger Niels Frederiksen af Vagn Frederiksen august 2019.
Min far hed Niels Frederiksen. Han blev født i 1917 og døde i 1999. I forbindelse med at min mor for nylig kom på plejehjem, skulle der ryddes op i forskelligt materiale. Her stødte jeg bl.a. på en kasse med materiale om hans hunde.
I det følgende vil jeg skrive lidt om fars hunde og hans glæde ved at gå på jagt.
Far havde gemt stambøger, så jeg har kunnet følge, hvordan de følger hinanden rent aldersmæssigt mv. Endvidere havde far gemt nogle kataloger fra støverprøver, hvoraf fremgår, hvilke hunde, der deltog, og hvem ejerne var. Men jeg husker selv mange af hundene særdeles tydeligt tilbage til første halvdel af 1950-erne.
Fars hunde var af racen strelluf støver. Jeg kan se af stamtavlerne, at far har kastet sin kærlighed på denne jagthunderace lige fra han kom hjem og overtog slægtsgården i Agerskov (tæt ved Finderup, 8800 Viborg). Han køber nemlig hunden Konny d. 25/10 1944, og far og mor blev gift og flyttede sammen på gården dec. 1944. Konny blev købt af en opdrætter J. Ebbesen i Vorbasse. Konny var rød med hvide aftegn, født 9/4 1943, og blev stammoder til en stor del af de bedste hunde, som far havde i resten af sit liv.
Flere af Konnys hvalpe blev fars følgesvende på utallige jagter i hele Midtjylland. Palle, han, født 26/4 1947, var rødbrun med hvide aftegn. Citta, tæve, født 13/6 1948 var trefarvet, dvs. mere mørk/sort nogen steder. Det samme gjorde sig gældende for Knag, han, af samme kuld som Citta.
Noget jeg husker meget tydeligt fra min tidlige barndom er, at hundene fik den alvorlige ”hundesyge”. Far købte store knogler ved slagteren, men de var så syge, at de ikke ænsede de lækkerbiskener, som far forsøgte at få dem til at spise. Knag, som var en rigtig god hund på jagt, døde. Han nåede at blive markprøvepræmieret, bl.a. fik han 2. pladsen i Vinderklassen ved støverprøve 26. okt. 1952. Han opstillede i vinderklassen ved Hovborg 1953 (jeg kender ikke hans placering) og han var repræsenteret på Dansk Kennelklubs udstilling i Kolding 1953. Jeg er ikke klar over, hvordan han blev vurderet på udstillingen. Mit indtryk er, at langt det meste sølvtøj, som far fik som præmie, er fra markprøver. Citta blev avlstæve, og Palle, som også deltog i støverprøver (bl.a. i åben klasse ved Hovborg 4. nov. 1950, ved Ulvedal 22/10 1952 og ved Løvstrup 28. okt. 1953) blev en meget gammel hund. Han blev ved med at være god til at holde spor på jagt, selv om han var næsten døv. På en jagt var han ikke kommet tilbage ved jagtens slutning, og han kunne vel ikke høre fars fløjten. Da far og en anden jæger kørte rundt for at finde ham, fik de øje på ham inde i Viborg, hvor han løb på ringvejen følgende midterstriben.
D. 20/3 1953 fødte Citta et kuld hvalpe, hvor far selv beholdt de to: Laila og King. Laila var rød med hvide aftegn. King var sort med hvide og brune aftegn. Laila kan jeg huske var mig en trøst på min storesøsters første skoledag. Jeg længtes efter, at hun skulle komme hjem fra skole, hvorfor Laila og jeg gik op ad stien og sad henne ved landevejen og ventede på, at hun skulle få fri fra skole. Laila var udset til at skulle være avlstæve, og King blev en formidabel god jagthund, som også på støverprøver skaffede sølvtøj til mors skuffer og skabe. King var af støbning en kraftig robust hund. En gang i 1956 var han ikke at finde ved jagtens slutning. Til sidst måtte far tage hjem, og så ud at lede efter ham næste dag. Jeg erindrer ikke, hvilken plantage det var, som han blev væk i. Men heller ikke 2. og 3. dag var King at finde. Først på 4. dagen blev King fundet, liggende på en jakke, som far havde ladet ligge i skoven i håb om, at King ville finde jakken. Der var stor glæde i hjemmet, da den stærkt afkræftede King kom hjem. Han fik lov til at være inde i stuen i en god varme. Jeg kan huske, han var så afkræftet, at han måtte løftes op i lænestolen, henne ved telefonen, og jeg sad på mine knæ foran lænestolen og kælede for ham, og kaldte ham ”min hjertenskær” – et udtryk jeg havde fra Giro 413.
Far købte også af og til en god hund. Det gjorde sig gældende for Kulla, født. 25/5 1959, opdrættet i Sverige. Hunden blev købt i 1962 med bemærkning om, at hun ikke måtte sælges eller bortgives. Jeg kan huske denne hunds lyksalige udtryk, hvis hun fik lov til at knase en sirupskage. Hunden Per blev købt af slagtermester Anton Nielsen, Hjerting. Per var født 7/8 1960, og han gik frit omkring, da vi byggede nyt stuehus. Murerne blev gode venner med ham, og kaldte ham Pedersen. Når de spiste deres madpakker faldt der ofte et stykke mad af til Pedersen. En af murerne var dog en dag hunden noget negativt stemt, idet Per selv var gået i hans taske og havde spist hele hans madpakke. Per blev far til et af Kullas kuld hvalpe.
Af Otto Vad, Sundstrup pr. Ulbjerg, købte far en hanhund, som jeg fik et helt særligt forhold til: Klang, født 17/11 1967, rød med hvide aftegn. Fars støvere kunne ikke gå frit – så ville de i givet fald stikke til skovs og jage. Derfor var der bygget en solid hundegård på gårdspladsen. Men Klang var en undtagelse. Som stor hvalp var han en dag løbet hen på landevejen. Han blev påkørt af en bil, men overlevede. Denne oplevelse sad så dybt i ham (traumatisk betingning kaldes det), at han aldrig siden vovede sig alene hen til landevejen, og han fik således lov til at gå frit omkring resten af livet. På et tidspunkt var far bange for, at der aldrig blev en jagthund ud af den nu unge hund. Han var skudræd. Dette blev ændret en dag, hvor jeg gik med ham alene henne i skoven. Her fik jeg øje på en fasankok oppe i et træ. Det lykkedes mig at gøre Klang opmærksom på fasanen, som jeg så skød, og Klang så den falde til jorden. Det blev en ”aha oplevelse” for Klang: ”Nå det er det, som det går ud på, når de skyder”, tror jeg han har reflekteret/indlært. I hvert fald var Klang ikke længere skudræd. Og han udviklede en for støvere hel unik egenskab ved resten af sit liv at have stor interesse for fasaner. Klang gik ikke bare som en støver med snuden i skovbunden og jagede i kraft af sin veludviklede lugtesans. Han gik også og skulede op i træerne, om der skulle sidde fasaner. På en jagt gik Klangs fascination af fasaner dog for vidt. En jæger havde skudt til fasan og set fasanen falde ned. Han kunne imidlertid ikke finde den. Jeg kom så med Klang og ville hjælpe med at finde den. Men Klang ville ikke hjælpe. Han luskede væk med halen mellem benene. En adfærd, der undrede mig meget. Lige ind til jeg fandt en fasan liggende i en fordybning og skrabt til med mos, så den var knap synlig, men lidt fjer og et par ben stak op. Her havde Klang åbenbart tænkt sig, at han kunne gemme en godbid til sig selv.
Så vidt jeg husker var det også Klang, der som stor hvalp havde bidt i nogen træsko, som en maksinstationsmand havde stillet ude på trappen, mens han var inde og få kaffe. Far beklagede naturligvis. Efter denne beklagelse svarede manden: ”Åh, skidt med det. Sidst jeg var her åd den min kasket”.
De sidste år jeg boede hjemme blev Klang og jeg tæt knyttede – også fordi vi gik på jagt sammen. Det medførte, at Klang var meget glad for at se mig, når jeg i min studietid var hjemme på besøg. Han kunne i vild begejstring begynde at løbe stærkt rundt om stuebordet. En gang under en sådan manøvre udbrød far: ”Se, hvor glad Klang er for, at Vagn er kommet hjem”. Det var vist hans jyske måde også at sige, at han selv var glad for at se mig.
Samtidig med Klang havde far en anden hanhund, som vi kaldte Pélé, fordi han som hvalp elskede at være med, når vi spillede fodbold i haven. Pélé udviklede lige som Klang en for støvere atypisk adfærd. Han ville gå i rævegrave. Det var livsfarligt. Han var simpelthen for stor, og kunne komme til at sidde fast i graven. Men det kendte Pélé ikke noget til, og ved de kendte rævegrave forsøgte far at komme først. Selv om Pélé var rød (med hvide aftegn), så kunne vi se, at der sad rød sand i pelsen – og han igen havde været i grav, som han så bakkede ud af. Men han var nu også særdeles varm på sporet efter ræv. Og han gav ikke op. Jeg kan huske en gang på en jagt, hvor han drev med ræv. Og han drev videre, da vi gik til næste såt. Her mødte jeg Pélé efter at han havde halset efter ræv i syv kvarter – nu næsten uden stemmelyd, kun en svag hæs næsten uhørlig halsen.
Efter Kulla ikke længere fik hvalpe, købte far strelluf støvere. Heja, født 25/4 1980, blev en god hund for far, men den måtte dog til sidst erstattes af Laika, født 12/7 1989. Den blev stuehund og overlevede far.
For far var rigtig jagt støverjagt. Han kunne da godt gå på skovduejagt og andejagt. Og i sine unge dage ved jeg, at han engang cyklede helt til Ringkøbing fjord – eller var det Stadil fjord? – for et andetræk. Han fik også riffeltilladelse, men det sagde ham ikke rigtig noget, og han har aldrig afgivet skud til vildt med riffel. Men hvis der var musik i skoven af støvere, så var alt som det skulle være. Far har fortalt om totalt nærvær i nuet, hvis støverne halsede. Så var der ingen problemer i verden, som gik ham på. Far fandt jo, at støvere var de bedste jagthunde i verden. Jeg synes ikke han pralede af egne hunde, men hans komplimenter til hunde af andre racer kunne godt begrænse sig til en beskrivelse af, at de egentlig ikke ødelagde noget for hans støvere.
Begejstringen for støvere blev naturligvis delt med andre opdrættere. Jeg har allerede nævnt slagteren fra Hjerting Anton Nielsen, drænsmester Lars Johansen, Ilskov og Otto Vad, Sundstrup. Andre som jeg husker er bl.a. skovfoged Aage Jensen, Løvstrup, Lem.
Far og hans hunde blev ved med at være kendte i støverkredse – også efter at han havde stoppet med avlsarbejde. Således har jeg i fars gemmer fundet et brev med omfattende materiale om støverens start som race i Danmark. Brevet er dateret 1/1 1992 og er fra formanden i Dansk støverklub, læge Poul Larsen, Skjern. Uden på kuverten kan man se far tituleret som ”Hr. støverjæger Niels Frederiksen”.
Hvor er det så far har været på jagt med sine støvere? I Midtjylland er det mit indtryk, at man næsten lige så nemt kunne opremse, hvor han ikke har været på jagt! Men har han sluttet med at skrive jagtudbytte ned? Eller er det bare ikke ført ind i den jagtjournal jeg har liggende? Den foreliggende jagtjournal, der starter i 1952, slutter nemlig allerede i 1978, og far gik meget på jagt også efter den tid. Der er også enkelte notater helt frem til 1996 (hvor far er 79, og jeg kan huske, han skød en krikand ved dammen hjemme), men her er kun anført nogle sporadiske datoer, og ingen angivelse af samlet jagtudbytte. Mest omfattende var antallet af jagtdage de sidste år, han stadig havde tjenestekarl, dvs. i slutningen af 50érne og frem til 1961. I 1960 var far således på jagt følgende steder nævnt i kronologisk rækkefølge fra 2. oktober til 18/12: Haraldslund, Hald, Ulbjerg plantage, Morville, Møldrup, Guldborgland, Røhr Lauritzen, Røhr Lauritzen, Hjemme, Ulbjerg, Theuts plantage, Skygge, Mønsted plantage, Theuts plantage, Bucvalds plantage, Margrethelund, Morville, Hald, Møldrup, Ulbjerg, Morville, Hald, Røhr Lauritzen, Theuts plantage og Haraldslund. På de nævnte jagter blev der tilsammen skudt 30 ræve, 34 rådyr, 82 harer, 6 fasaner, 4 snepper, 4 skovduer, 1 grævling og 1 and.
Forståeligt nok kom mor til tider med kritiske kommentarer om al den gåen på jagt, men det er først efter at far ikke længere har tjenestekarl, at der sker en drastisk ændring. Således fremgår det af jagtjournalen, at far i 1962, foruden 3 jagter hjemme på gården i Agerskov, kun havde 5 jagtdage. Antallet af jagtdage stiger herefter igen lige så stille, men når dog slet ikke op på fordums højder.
Andre steder end ovennævnte, som far har været på jagt med sine støvere, ifølge jagtjournalen, er: Viborg hedeplantage, Liseborg, Hvilsom, Nikkelmanns plantage, Find skov, Gammelstrup, Danalyng, Heilskov, Dalgas plantage, Hvilsom, Skrikkes plantage, Skallesøgård plantage, Vindum, Løgstrup, Berggården, Tranum, Lee skov, Randrup Hovedgård, Engesvang, Aunsbjerg, Myremalm skov, Arnborg, Meldgaard (Villy Møllers skov), Wifjelt holm, Viborg krat, Militærareal Vedhoved, Ørnstrupgård og Palstrup gods.
Da jeg gik i ”Den store skole” i Finderup ville degnen altid have at vide, om far havde været på jagt. Og så måtte jeg aflægge rapport. En gang, hvor far havde været på jagt i Theuts plantage, og jeg som sædvanlig både skulle afgive forklaring på det samlede jagtudbytte, og hvad far selv havde skudt – da forlangte degnen, at jeg, når jeg kom hjem, skulle spørge far igen, om det nu kunne passe. Næste dag kunne jeg så bekræfte, at det var rigtig nok: Far havde skudt 4 harer på den jagt.
Fars glæde ved at gå på jagt med sine støvere var så enorm, at han kunne vurdere vejret til altid at være jagtvejr. Jeg synes generelt, han var en god vejriagttager, men når det kom til jagt kunne hans realitetssans godt afvige fra min. Hans kommentar var ofte: ”Når først vi kommer op i skoven er vejret godt”. Jeg erindrer også en jagt (far sidste jagtsæson tror jeg), hvor det havde stået ned i stænger, og alle var kørt sur i jagten ved to-tiden. Jagtlederen foreslår at vi holder inde. Alle var tilsyneladende lettede over dette forslag, men far (alderspræsidenten) hælder til den anskuelse, at vi godt lige kunne tage en såt mere. Så vidt jeg erindrer, fik han sin vilje.’
Copyright © Vagn Frederiksen